Dansk

MiR henter to garvede folk fra øverste industrihylde ind i direktionen

To garvede industrifolk skal hjælpe til at MiR kan sikre, at de høje vækstmål for de kommende år bliver opfyldt.

Tilsammen kommer robotudviklerens nye kommercielle direktør (CCO), René T. Lydiksen og teknologichef (CTO), Søren E. Nielsen, med omtrent 50 års erfaring fra traditionelle mastodonter som Siemens, Danfoss, Lego og PriceWaterhouseCoopers.

"Det er to enormt stærke profiler, der kommer med procesværktøjer, der vil løfte det professionelle niveau," siger administrerende direktør, Thomas Visti.

 I januar 2015 havde Mobile Industrial Robots tre ansatte. I løbet af 2016 voksede staben til 27, og ved udgangen af 2017 rundede man så 60. I 2018 forventer virksomheden fra 2013 at omsætte for 200 mio. kr., og 50 nye folk skal ansættes.

I en ung virksomhed, er erfaringen som de to nye medarbejdere kommer med, nøjagtig, hvad MiR har brug for, fortæller Thomas Visti videre:

"Vi startede som den frække dreng, og vores organisation er enormt ung, hvor de fleste er nyudklækkede fra skolen. Men nu er vores kunder store, globale virksomheder med enorme krav. Og hvis vi som lillebitte virksomhed skal levere til dem, så kræver det, at vi har profiler med erfaring".

Søren E. Nielsen, der har 17 år hos Danfoss og 10 år hos Siemens på sit cv, skal optimere maskinrummet og skabe rammerne for en agil, lean og stabil produktion. René T. Lydiksen kommer med to årtiers erfaringer fra en international karriere med centrale lederstillinger i Lego, PriceWaterhouseCoopers og Grey Global Group.

"MiR's konkurrencekraft bygger på en unik produktportefølje, der leverer til en stigende global efterspørgsel på intelligente automationsløsninger. Vi har et sjældent og meget spændende udgangspunkt for en fortsat solid vækst over de kommende år", udtaler René Lydiksen.

Dansk