Dansk

Danske MiR har sat sig på milliardmarked for mobile robotter

Med salg til nu mere end 30 forskellige lande og en salgsvækst på 500 procent i 2016 indtog robotproducenten Mobile Industrial Robots (MiR) yderligere en bid af det heftigt voksende globale marked for mobile robotter. Men potentialet er fortsat langt større, og i 2017 forventer frontløberen MiR at styrke sin position yderligere med et nyt produkt, der lanceres til april.

Alt vokser hos den ambitiøse vækstvirksomhed Mobile Industrial Robots med hovedkvarter i Odense. På blot ét år er medarbejderstaben steget fra 13 til 30. Derfor sprængte væksten også rammerne i det hidtidige domicil, så MiR måtte flytte til et 3 gange større hovedkontor i midten af 2016. Desuden etablerede MiR sig med regionale kontorer i både New York og Shanghai.

I 2016 nåede salget af de innovative robotter op på mere end 200 eksemplarer plus tilbehør. I 2017 stiler MiR efter en tredobling af sit robotsalg. Den vækst ventes blandt andet at komme fra salget af et splinternyt produkt, som virksomheden lægger sidste hånd på for tiden. MiRs nu 73 forhandlere i 33 lande ser således frem til også at sælge dette nye, men foreløbig hemmelige produkt fra MiR. Produktet lanceres på den internationale robotmesse Automate i Chicago 3. april 2017.

”I MiR lytter vi nøje til markedets ønsker og respons, og så udvikler vi netop de produkter, der gør det endnu nemmere for kunderne at optimere i deres produktion. Kravene til omstilling vokser heftigt i disse år både inden for industri, service og i den offentlige sektor. Derfor fokuserer vi især på fleksibilitet og brugervenlighed, så brugerne let og ubesværet kan samarbejde med vores teknologier i en travl hverdag, siger MiR’s CEO, Thomas Visti.  

Globalt har MiR, som blev stiftet for blot fire år siden, oplevet en markant tilgang af nye kunder i 2016 i den globale fremstillingsindustri. Køberne af de fleksible, brugervenlige logistikrobotter, er i stigende grad multinationale virksomheder som Flex, Boeing, Unilever, Ericsson, HUGO BOSS, Honeywell, Continental, Danone, Kamstrup, Assa Abloy og mange andre.

Kinesisk brohoved                     

Til at stå i spidsen for satsningen på det land, hvor størstedelen af verdens industriproduktion finder sted, har MiR netop ansat kinesisk-fødte Will Dong med stor erfaring i at booste markedet fra tidligere ansættelse hos danske teknologivirksomheder i Kina. Han oplever, at automatisering står meget højt på agendaen i den kinesiske industri, hvor lønningerne nærmer sig niveauet i blandt andet USA.

”Der er et enormt potentiale, og tidspunktet er helt rigtigt. Den kinesiske regering har søsat adskillige initiativer for at fremme investering i automatisering, heriblandt planen ”Made in China 2025”. Ifølge tal fra International Federation of Robotics (IFR) stod den kinesiske industri for opkøbet af 68.500 robotter ud af 250.000 solgte enheder på verdensplan i 2015. Generelt er forståelsen for anvendelse af automatisering i robotindustrien relativ lav i Kina. Netop derfor er vores brugervenlige, intuitive robotter, der ingen programmering kræver, perfekte til det kinesiske marked. Derudover er det en stor fordel, at MiR-robotter kan sættes ind på en fabrik, uden at kunden behøver at modificere indretningen. Jeg ser en gylden mulighed for MiR i Kina, og jeg forventer, at salget vil vokse hurtigt i regionen. Ganske kort efter, at MiR havde etableret et regionalt kontor i Shanghai, Kina, begyndte potentielle distributører at vise stor interesse for samarbejde, og faktisk har vi allerede solgt MiR-robotter i Kina, Hong Kong og Taiwan,” siger Will Dong, Area Sales Manager på MiRs nye regionskontor i Shanghai.

Bilindustri, fremstilling af tekstiler, elektronik, fødevarer...

MiR åbnede sit kontor i Nordamerika i april 2016 under ledelse af den erfarne profil Ed Mullen med mere end 20 års erfaring fra lederstillinger inden for salg i robot- og automationsindustrien. Siden åbningen af det amerikanske kontor, har MiR indgået aftaler med 19 forhandlere i USA, Canada og Mexico, som så potentialet i at kunne tilbyde MiRs mobile robotter til deres kunder. Hver forhandler har demo-robotter stående, og de har gennemført et grundigt kursus i programmering og anvendelse af robotterne på henholdsvis begynder, let øvet og avanceret niveau, så de kan yde målrettet support til kunder på alle niveauer.

”Forhandlere i hele Nordamerika investerer i MiRs innovative teknologi og samarbejder tæt med os, fordi de også kan konstatere, at der er rig mulighed for at skabe stejl vækst i salget af MiR-robotterne. I løbet af blot ti måneder er vi gået fra slet ikke at være til stede i Nordamerika til at have solgt et betydeligt antal robotter til et meget bredt spektrum af fremstillingsvirksomheder, herunder produktion af elektronik, fly, fødevarer, forbrugsgoder med videre. Jeg ser den flotte modtagelse på dette marked som selve beviset på, hvor indlysende værdien og konkurrencefordelene af vores selvkørende robotter er”, siger Ed Mullen, Vice President of Sales i Nordamerika.                                                           

Interview:

Thomas Visti, CEO, Mobile Industrial Robots, +45 60 48 21 46, tv@mir-robots.com

Pressefotos mv.:

Kontakt MiRs presserådgiver Malene Grouleff, +45 28 91 58 09, malene@grouleff.it

 

Om Mobile Industrial Robots:

Mobile Industrial Robots har hovedkontor i Odense, hvor virksomheden blev stiftet i 2013 af erfarne profiler fra den danske robotindustri.               

MiR udvikler og sælger MiR100, den mest avancerede mobile robot til intern transport af emner i både fremstillingsindustrien og sundhedssektoren. MiR har på kort tid etableret et globalt distributionsnetværk med forhandlere i mere end 30 lande, og virksomheden præsterer stejl vækst med en 500 procents stigning i salget fra 2015 til 2016. For nylig etablerede virksomheden desuden regionale kontorer i Shanghai og New York.

MiR leverer sine samarbejdende, sikre og selvkørende robotter til både mellemstore virksomheder og til store multinationale industrikoncerner. MiR-robotterne klarer interne transportopgaver let, hurtigt og omkostningseffektivt, samtidig med at de frigør medarbejdere til mere værdiskabende aktiviteter. Hundredvis af producenter globalt bruger allerede MiR’s innovative robotter, og adskillige hospitaler og plejehjem er også blandt brugerne af de unikke danske logistik-cobots. 

Dansk