Dansk

MiR er EY Entrepreneur Of The Year 2018

Læs EY's pressemeddelelse her. Mobile Industrial Robots ApS vinder EY Entrepreneur Of The Year 2018 foran et stærkt felt af regionale vindere. Mobile Industrial Robots er en førende producent af autonome og samarbejdende mobile robotter og har skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr, lyder det bl.a. fra landsjuryen. Virksomheden skal nu repræsentere de danske farver ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2019, hvor vindere fra flere end 50 lande vil dyste om sejren.

Fynske Mobile Industrial Robots, der er en førende producent af automatiske og samarbejdende mobile robotter ved Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen, er hyldet som dette års EY Entrepreneur Of The Year ved landskåringen i Forum i København torsdag aften foran 800 erhvervsledere.

I alt var seks regionale vindere af konkurrencen med i opløbet om at blive årets bedste vækstvirksomhed. Med titlen følger også æren af at repræsentere Danmark ved verdensfinalen, EY World Entrepreneur Of The Year, i Monaco i juni 2019.

I sin motivation for kåringen af Mobile Industrial Robots lægger den uafhængige landsjury særligt vægt på:

  • Mobile Industrial Robots ligger forrest i feltet og trækker mange flere med. Ikke alene har de skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr. De hjælper også virksomheder verden over med at automatisere og optimere.
  • Dette års vinder er en aktiv del af et levende miljø, hvor de inspirerer andre omkring sig og selv fører nye ideer ud i livet.
  • Mobile Industrial Robots er born global og first mover. Virksomheden er i foråret solgt for 1,6 mia. kr. – efter blot fire år. Det mener juryen er et klart udtryk for virksomhedens disruptive potentiale og innovationshøjde. Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen har begge et stort drive, iværksætterhjerte, stædighed, disciplin og energi.

”Titlen som EY Entrepreneur Of The Year i Danmark gives til en virksomhed og dens ejere, der på bedste vis formår at forene en stærk forretningssans med vækstskabelse og udvikling, og hvor entrepreneuren er en rollemodel for den kommende generation. Med Mobile Industrial Robots har vi fået en utrolig spændende vinder, som jeg er sikker på vil få stor bevågenhed i Monaco til EY World Entrepreneur Of The Year, ” siger Lars Fløe Nielsen formand for landsjuryen i EY Entrepreneur Of The Year.

Mobile Industrial Robots var oppe mod de øvrige regionale vindere i kampen om at blive dette års EY Entrepreneur Of The Year:

  • BILA A/S, vinder af Region Nordjylland
  • Mountain Top Industries ApS, vinder af Region Sjælland
  • Netcompany A/S, vinder af Region København
  • NTG A/S, vinder af Region Syd- og Sønderjylland
  • Søstrene Grenes Holding ApS, vinder af Region Midtjylland

Se hvordan, det så ud da vi vandt her.

Dansk